ILVA bliver en del af nyt butikscenter i Sønderborg med en ny 2.500 m2 butik

ILVA bliver en del af nyt butikscenter i Sønderborg med en ny 2.500 m2 butik

16 januar, 2025

ILVA fortsætter sin lancering af deres nye strategi og etablerer et helt nyt bolighus i Sønderborg

 

Udviklingen af Center Øst tager sin begyndelse, når Lemvigh Müllers nuværende lokaler nedrives og omdannes til et attraktivt butiksområde, hvor Lemvigh Müller fortsat vil drive sin forretning fra.

 

Én af de nye aktører på adressen bliver ILVA, der i forvejen har adresse på Grundtvigs Alle, men som flytter nogle få hundrede meter til et helt nyt bolighus på 2.500 m2.

 

Jeg er utrolig stolt over, at udviklingen af Center Øst fortsætter og Sønderborg kan styrke sin position som én af Danmarks absolut stærkeste handelsbyer. At én af Danmarks største aktører i form af ILVA og Lars Larsen Group vælger Sønderborg som én af de første byer, hvor man ønsker at investere så massivt i et nyt butikskoncept, gør mig oprigtig stolt.

Da vi investerede i ejendommen for næsten 3 år siden, havde vi en tiltro til, at Sønderborg kunne styrke sin position som én af de mest relevante handelsbyer i Danmark, der vil kunne fortsætte med tiltrække flere kunder fra et endnu større opland.

Vi må sige, at vi med dette nye butikscenter er blevet bekræftet i, at der fortsat er et potentiale i Sønderborg, der med et endnu stærkere mix af fysiske butikker står endnu stærkere i kampen mod en voksende nethandel, udtaler Michael Andersen, Adm. Direktør for Hanssen koncernen.

 

”Vi ser frem til at byde sønderjyder, alsboere og sønderborgensere velkommen i et nyt og opdateret ILVA-bolighus. Selvom vi ikke flytter langt fra vores nuværende adresse, giver de moderniserede lokaler os en fantastisk mulighed for at præsentere vores møbler på bedst mulig vis for vores kunder, siger Ulrik Greve Jakobsen, Retail Director hos ILVA og fortsætter:

 

”Som en del af udviklingen af fremtidens ILVA-bolighuse har vi introduceret to størrelser på vores butikskoncepter. I Sønderborg har vi valgt at etablere os med det største af de to koncepter, hvilket giver plads til et endnu bredere udvalg og en inspirerende indretningsoplevelse”.

 

”Flytningen af vores bolighus er en del af vores nye strategi for fremtidens ILVA-bolighuse. Med de nye lokaler får vi mulighed for at præsentere et moderne og opdateret ILVA bolighus i ét plan, hvilket skaber en mere overskuelig og forbedret købsoplevelse for vores kunder” siger Ulrik Greve Jakobsen, Retail Director hos ILVA

 

Vi har været igennem en lang proces med planlægning i form af kommuneplan, lokalplan og andre redegørelser i samarbejde med Sønderborg Kommune. Det har bragt nogle forsinkelser med sig, så nu er vi endelig klar til at starte nedrivningen her i januar og det ser vi meget frem til, udtaler Michael Andersen.

 

Forventningen er, at Lemvigh Müller kan flytte ind deres nye butik i Q4 2025 og ILVA vil flytte ind i Q2 2026. Det samlede areal for det nye område er ca. 5.800 m2.

 

ILVA har 40 bolighuse fordelt over hele Danmark.

 

For yderligere information, kontakt venligst:

Ulrik Greve Jakobsen

Retail Director, ILVA

Mail; ulja@ilva.dk

Telefon; 25408464

 

Michael Andersen

Adm. direktør Hanssen Ejendomme

Telefon; 21415704

Mail; ma@hanssen.dk

Web;  www.hanssen.dk